Vi er nu ankommet til vores luksus ”all inklusive” ressort ”Sol Club Cayo Largo” på øen ”Cayo Largo del Sur”. Men det lykkedes først efter en lang række af forhindringer.

Aftensmaden i forgårs blev spist på en snackbar i nærheden af hotellet, og efter at have været på Internettet, gik vi tilbage for at sove.

Klokken var kun ni, og det blev ikke nemmere at sove, da hotellet var fyldt med festglade mennesker, som ikke skulle tidligt op. Hvor de opholdte sig, ved vi ikke helt, men det lød som om det var i værelset lige ved siden af. Da larmen så stoppede halv et, var det tid for folk at komme i seng – og det foregik heller ikke lydløst.

Med mindre cubanerne er i færd med at tilbyde cigarer eller andre lyssky aktiviteter, er de simpelthen ikke i stand til at hviske. Tværtimod råber de ofte til hinanden, hvilket sandsynligvis også forklarer, at lydstyrken på tv’et er så høj, at det ville få en hørehæmmet dansker til at bede om at få skruet ned.

Ved et-tiden fik vi dog lidt søvn – kun afbrudt af de fulde folk, som havde valgt at slå sig ned lige uden for hotellet. Det var nu ikke længe, vi kunne sove, for klokken 4.15 skulle vi op igen.

Efter at have pakket de sidste ting, gik vi ned for at vente på bussen, der skulle hente os klokken 5. Vi havde fået at vide, at den kunne blive lidt forsinket, men efterhånden som tiden gik og klokken blev halv seks, begyndte vi at blive nervøse.

Bussen kom stadig ikke, og vi kunne godt regne ud, at et eller andet var gået galt. Vores mistanke faldt på, at den måske kunne være kørt til det hotel, vi første havde angivet som afrejsested. Det havde vi godt nok lavet om på rejsebureauet, og vi havde da også hørt en af de ansatte ringe et eller andet sted hen for at melde ændringen.

Et telefonopkald fra den hjælpsomme receptionist på ”Hotel Colina”, bekræftede vores bange anelser. En bus fra ”Havanatur” havde været på det andet hotel og var kørt igen.

Nu var der efterhånden pres på, for klokken var blevet seks, og vores fly fløj klokken 7.20. Eneste løsning var at tage en taxa, og vi fandt hurtigt én. Heldigvis faldt valget på en Mercedes og ikke en Lada.

Vi vidste ikke noget om lufthavn eller terminal – det eneste vi havde, var vores kvittering og en destination – men efter et længere samtale med taxaterminalen, havde chaufføren fundet ud af, hvor vi skulle hen.

Efter tyve minutters kørsel nåede vi lufthavnen – og havde derved en time inden afgang, hvilket skulle være rigeligt tid. Mærkeligt nok viste afgangskiltet 8.30, men da vi havde fået at vide, at flyvetiderne sommetider blev ændret, tænkte vi ikke over det.

I stedet gav vi os til at vente på indcheckning, så vi kunne forklare vores situation. Imens kiggede vi os omkring for at se, om vi kunne få øje på en fyr med et logo fra ”Havanatur”.

Ved syv-tiden (tyve minutter før afgang) kom der en cubaner hen og spurgte, om vi rejste med ”Cubatur”. Vi forklarede ham, at vi var med ”Havanatur” og satte ham ind i situationen. Og så faldt bomben – vi var i den forkerte lufthavn!

I stedet skulle vi have været i en lufthavn godt 30 kilometer væk. Men på det tidspunkt var det for sent, selvom alle ellers var flinke til at hjælpe. En ansat i lufthavnen kaldte den anden lufthavn for at høre, om flyet evt. skulle være forsinket – men det var det ikke.

Nu var der kun to muligheder – vi kunne tage tilbage til bureauet i centrum for at klage (hvilket ville give os mindst en overnatning mere i Havana og en mindre på øen) eller vi kunne købe en billet til det fly, ”Cubatur” havde chartret.

Og da vi absolut ikke ville bytte en nat på et luksusressort med endnu en nat på et larmende hotel i Havana, valgte vi den sidste løsning. Også selvom den kom til at koste os 1000 kroner ekstra – penge som vi sandsynligvis ikke kan få igen, da vi ikke har noget skriftligt bevis på, at vores hotel var blevet ændret.

Der var dog stadig en enkelt forhindring før vi kunne ånde lettet op – og det var om der var plads på flyet. Men det viste der sig heldigvis at være, så vi kom af sted.

Vi har før stået i en lufthavn og ikke vidst, om vi var købt eller solgt. I Cancún havde vi problemer med at få trukket penge på vores kort til at betale med og i Las Vegas havde vi taget fejl af ”am” og ”pm”. Men denne gang føler vi os helt uden skyld. Vi havde givet besked om, at vi havde flyttet hotel, så en eller anden har virkeligt kvajet sig ved ikke at give besked videre til chaufføren.

Det værste er dog alle ”hvis’erne”. Hvis bare en enkelt ting havde været anderledes, så var det gået alligevel. Hvis bare vi havde valgt ”Cubatur” i stedet (som vi faktisk havde planlagt – men vi tog fejl af bureauerne). Hvis bare fjolset på ”Hotel Vedado” havde sørget for, at vores værelsesreservation var blevet registreret. Hvis bare der havde stået en lufthavn angivet på vores kvittering. Hvis bare taxachaufføren havde fået den rigtige lufthavn at vide. Hvis bare manden fra ”Cubatur” havde kontaktet os lidt før, så vi kunne have nået at køre til den anden lufthavn. Hvis bare…

Midt i irritationen kan vi dog glæde os over, at tingene endnu engang lykkedes alligevel – selvom det kostede lidt ekstra. Vi kom med et andet fly, så vi nåede frem samme dag. Om vi vil klage og prøve at få vores penge tilbage, ved vi ikke endnu. Vi har kun en dag i Havana, hvor vi får travlt med andre ting. Samtidig gider vi ikke bruge vores sidste feriedage til at tænke på, at vi skal tilbage for at klage. Omvendt bør de få at vide, at de har kvajet sig (også selvom de sikkert vil påstå, at det var vores skyld, fordi vi var ved det forkerte hotel). Så nu må vi se, hvad vi gør.

Men vi kom af sted, og resten af turen foregik stort set som en hvilken som helst andet flyvetur. Sikkerhedschecket var dog meget omfattende. Vi gik igennem metaldetektoren og vores tasker blev scannet – hvorefter vi blev bedt om at åbne dem. Da de var blevet gennemrodet, kunne vi komme ind i ventesalen.

Her sad vi indtil vi blev kaldt videre. Og så skulle vi igennem endnu et sikkerhedscheck. Her blev vores tasker kun scannet, men alle skulle op på et lille podium og checkes med en håndscanner. Metaldetektoren var vist kun til for syns skyld, for den bippede hver gang, én gik igennem.

Flyet var et lille propelfly med indgang under halen – det har vi nu alligevel ikke prøvet før. Efter 35 minutters flyvning landede på ”Cayo Largo del Sur”.

Øen er 26 kilometer lang og kun op til et par kilometer bred. Men på godt og ondt er øen ikke Cuba. Kun en meget lille del af befolkning arbejder ikke i turistindustrien, og der ligger da også kun større ressorts. Men efter at have oplevet mange fine ting i Cuba – men også en del irriterende ting (som f.eks. at tingene ikke er, som de giver sig ud for at være), passer det os fint med lidt afslapning i ”internationale” omgivelser.

Da vi stod i lufthavnen på øen, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre. Men endnu engang var en fyr fra ”Cubatur” flink til at hjælpe og vise os til gratisbussen til vores hotel. Og endnu engang ærgrede vi os over, at vi ikke i stedet havde valgt at tage med dem.

På turen til hotellet kunne vi konstatere, at landskabet mere ligner noget fra Vesterhavet end troperne – dog med højere temperatur. Her er kun lav bevoksning og ret goldt. Efter seks kilometers kørsel dukkede vores hotel op i det fjerne.

Vi var lidt spændt på, om vores manglende papirer ville give problemer, men efter lidt søgning (der sandsynligvis skyldes, at vi var ankommet på en andet tidspunkt end forventet), fandt receptionisten vores navne i bunken, og vi fik nøglen til vores værelse.

Og det er et dejligt sted. Her er rent og forholdsvis nyt. Værelsets aircondition larmer stort set ikke, og her er køleskab og gode madrasser. Vi skulle da også lede længe, før vi fandt noget der ikke virkede – og det var stadig i småtingsafdelingen. Vores bruser kunne ikke sættes fast på brusestangen – men det blev klaret med et par elastikker.

Efterhånden havde vi været oppe i seks timer stort set uden mad at drikke, så vi besluttede os for at kaste os over morgenbuffeten. Og det var endnu en glædelig overraskelse. Vi havde håbet på noget godt – men omvendt ikke turde forvente for meget efter at have stiftet bekendtskab med cubanernes (manglende) kogekunst. Men her var der alt, hvad man kunne ønske sig (og lidt til).

Om det var maden eller den manglende søvn (eller en kombination af begge dele), er ikke til at sige, men vi trængte til en middagslur, så vi lagde os til at sove.

Da vi vågnede igen efter en times tid, kiggede vi rundt på hotellet og den tilhørende strand. Selvom sandet på stranden er noget af det fineste, vi nogensinde har oplevet, faldt valget alligevel på poolen – muligvis også påvirket af den nærliggende poolbar.

Efter at have ligget der i nogle timer, var det endnu engang blevet tid til at spise (noget man gør meget her – specielt efter alt den dårlige mad, vi indtil nu har fået her i Cuba). Derefter gik vi endnu en tur på stranden inden det var hjem i bad.

Mens vi var inde på værelset, blev Marianne vidne til et mærkeligt fænomen. Hun stod og kiggede ud af vinduet, da der pludselig kom en bil kørende forbi, hvorpå der sad tre personer med gasmasker. De sprøjtede med et eller andet, som lagde sig som en tæt tåge udenfor. Da jeg så det, troede jeg det var et eller andet vejrfænomen, mens Mariannes første tanke nok nærmere var noget med terrorister. Siden hen er vi dog blevet enige om, at det nok var imod myg. Og hvis det er tilfældet, vil det være rart, for vores mange myggestik er efterhånden holdt op med at klø.

Aftensmaden blev spist samme sted som morgenmaden, hvor morgenbuffeten bare var blevet skiftet ud med en aftenbuffet. Kvaliteten var dog ikke sænket. Her var endnu engang alt hvad man kunne have lyst til, og det der ikke var der, kunne op til flere kokke lave. Selv oksesteg kunne man få, hvilket er lidt specielt, da almindelige cubanere ikke må slagte deres kvæg – her er mælkeproduktion vigtigere end kødproduktion.

Mens man spiser, bliver man underholdt af de sædvanlige musikgrupper – forskellen er bare, at man ikke føler sig tvunget til at give drikkepenge her. I det hele taget er den dejligt at være musikelsker på hotellet – selv på toiletterne spiller de klassisk musik.

Efter maden besluttede vi os for at få et par (gratis) drinks. Når det nu er ”all inklusive”, kunne man godt frygte, at de stort set ikke puttede spiritus i – men det er ikke tilfældet. Et par af dem vi har fået, har næsten været for stærke. Så man har mere lyst til at bede om ”en halv” end ”en dobbelt”.

Klokken ni havde den manglende nattesøvn (muligvis hjulpet på vej af de stærke drinks) gjort sin virkning, så vi besluttede os for at lægge os til at sove.

I morges vågnede vi klokken otte og gentog succesen med morgenmadsbuffeten. Da vi jo stadig mangler nogle flybilletter hjem, besluttede vi os for at se, om vores ”Havanatur”-guide skulle dukke op. Guider fra andre bureauer dukkede op klokken ti, men vores guide kom ikke – men der står nu heller ikke nogle steder, hvornår han er her, så man er tvunget til at gætte.

En halv time senere gad vi ikke vente længere, så vi tog en taxa ned til den lokale marina, hvor der skulle være et dykkercenter. Det hjalp nu ikke meget, for dykkerture skulle bookes på hotellet – men pigen på stedet kunne fortælle, at alle deres våddragter var i stykker, så med mindre vi kunne dykke uden (hvilket vi absolut ikke har lyst til), så var det ikke muligt at komme af sted. Dette er endnu et eksempel på, at selvom de gerne vil, så er Cuba ikke klar til masseturisme endnu (bl.a. takket være USA’s massive handelsblokade). Så det eneste vi opnåede med turen var at få købt en solcreme.

Vores irritation blev da heller ikke mindre af, at vi pludselig skulle betale taxapris for en bus tilbage – endda selvom der var et andet par med, som også blev afkrævet det samme – en god fidus for chaufføren.

Faktisk havde vi troet, at bussen var gratis, for vi havde læst et sted, at der var gratis transport. Siden hen har vi fundet ud af, at det kun er til nogle nærliggende strande. I det hele taget er de ikke så gode til at skive informationer her på hotellet (hvilket nok er deres eneste fejl) – og dem der er, står stort set kun på spansk, til trods for at den sproggruppe kun udgør en meget lille del af gæsterne.

Efterhånden var vi godt trætte af tingene, men så hjalp det at komme tilbage på vores hotel, hvor alt bare fungerer. Endnu engang lagde vi os ved poolen, hvor vi blev resten af dagen – kun afbrudt af lidt frokost.

Vi har efterhånden gjort det til fast ting at give stuepigerne en Euro i drikkepenge. Alle de synlige personer som tjenere og bartendere får uden tvivl en del drikkepenge af folk, men til en usynlig person som en stuepige falder der sandsynligvis ikke meget af. Det har indtil nu resulteret i både hjerter og svaner foldet af håndklæder. Men endnu engang overgår stedet her de andre hoteller – stuepigen havde lavet en elefant af håndklæder. Meget imponerende og et tydeligt tegn på, at de værdsætter de penge, vi giver.

Nu skal vi så snart endnu engang til at spise, men inden vil vi lige kigge på mulighederne for at komme på en tur i morgen. Dykning bliver det jo nok ikke, men forhåbentlig er der mulighed for at komme på en snorkeltur (evt. på egen hånd).