Så er vi igen på ferie. Den sidste uge har været hårdere, end vi umiddelbart havde forestillet os. Fire timers spansk hver dag lyder jo ikke af meget, men når det foregår så intenst, som den undervisning vi har fået, så er det ret hårdt. Specielt når man ikke kan lægge det fra sig efter skoletid, men hele tiden tænker spansk – selv når man vågner om natten. Vi er simpelthen blevet hjernevasket, så de samme sætninger som f.eks. ”muy bien” og ”perfecto” (to ting vores lærere sagde meget) hele tiden dukker op.

De to sidste undervisningsdage gik også godt – og efterhånden kunne man begynde at lave hele sætninger (også nogle, som ikke stod i lærebogen). I går blev de to andre, som vi ellers har haft undervisning med, væk. Det betød at vi var ekstra meget på, men omvendt kunne undervisningen også tilrettelægges efter vores behov. Bl.a. fik vi styr på ugedage og måneder. Så måske tager vi et par timers privatundervisning på et senere tidspunkt – evt. med henblik på at få en bedre udtale.

I går eftermiddags var vi på posthuset for at sende nogle ting hjem, og her kunne se første resultat af vores undervisning. Vi genkendte flere ord og kunne også spørge, hvad det kostede at sende en pakke. Da vi vejede vores pakke, var den på 5,7 kilo – og da prisen blev beregnet for hhv. 5 og 10 kilo, var der ikke andet at gøre, end at tage en stor bog ud – eller betale omkring 120 kroner for de sidste 700 gram. Her valgte vi den første løsning, selvom det da irriterer os lidt, at skulle slæbe en bog videre, som vi allerede har læst. Vi har jo nok at bære på i forvejen.

Hertil morgen forlod vi Buenos Aires. Selvom om det er en super by, så er det nu også meget rart at komme videre. Enkelte ting var da også begyndt at irritere os – bl.a. at vente på at komme over de brede boulevarder. Den bredeste er på 16 baner (ifølge argentinerne verdens bredeste). Man må sige, at byplanlæggerne har været forudseende (hvis de da ikke bare har revet nogle huse ned). De mange vognbaner gør da også, at bilisterne hele tiden skifter bane (hvis de da ikke lige presser sig ind mellem bilerne i to vognbaner).

En af Buenos Aires' "smallere" veje

Desværre har måden at føre bil på også smittet af på måden at gå på. Det er meget anstrengende at gå på gågaden. Argentinerne går som med skyklapper på, så de lige pludselig kan finde på at stoppe op eller krydse ind foran alle andre – uden at kigge sig for. Resultatet er, at man hele tiden skal være opmærksom på, ikke at gå ind i nogle (eller i det mindste være klar til et sammenstød).

Turen hertil Montevideo i Uruguay foregik med hurtigfærge – til en pris, hvor selv de danske færger kan være med. 310 kroner pr. person for tre timers sejlads blev det til, hvilket er mange penge her. Til sammenligning kostede billetten for den 12 timer lange bustur til Buenos Aires i luksusbus kun 200 kroner.

Det var også noget af en besværlig procedure at komme med. Først skulle man registreres et sted, derefter betale et andet sted, for til sidst at checke bagage ind et helt tredje sted. Da det var klaret, var der så de normale sikkerheds- og toldcheck. Lige ved bagagebåndet stod en hund og snusede til bagagen – fuldt synligt for passagerne, hvilket man kan undre sig over. Når det er så synligt, er det jo ikke så svært for en evt. smugler at se, hvis de finder noget – og derefter stikke af.

Ved indsejlingen til Montevideo, kunne vi se hele byens skyline – et flot syn. Ved havnen kunne vi også konstatere, at Mærsk er store her. Et kæmpe Mærsk-containerskib var ved at blive lastet, og overalt stod der containere med Mærsk-logoet på.

Efter at have fået vores bagage, fik vi fat i en taxa. På den korte tur til hotellet, måtte chaufføren stå på bremsen to gange. Første gang, da nogle børn løb lige ud foran bilen (mens han i øvrigt var i gang med at signalere et eller andet til en anden taxa bagude), og anden gang, da en person i en bil lidt foran til højre for os, mente at han skulle dreje til venstre, hvilket betød han slyngede bilen lige ind foran os. Det var tæt på et par bulede biler, og resten af turen skiftevis bandede og undskyldte chaufføren da også.

Som altid kendte chaufføren et bedre hotel, end det vi bad om – og ”helt tilfældigt” havde han da også lige en brochure. Nu var det heldigvis så enkelte, at vi allerede havde en reservation, hvilket vi også fik forklaret ham med vores nyerhvervede spanskkundskaber. Om det var den manglende ekstraindtægt for anvisning af gæster til et hotel, som gjorde at han ville have flere penge, da vi kom frem, kan man jo kun gætte på. Men vores spansk rakte ”desværre” ikke til at forstå ham (selvom vi jo ikke var i tvivl om, hvad han ville). Utroligt at de prøver hver gang – men man vender sig jo til at ”spille dum” i en sådan situation.

De næste to hele dage skal vi kigge nærmere på Montevideo, men nærmere detaljer har vi ikke planlagt – ud over vi skal sove længe i morgen. For første gang i en uge får vækkeuret lov til at være slukket. Det ser vi meget frem til.