I forgårs forlod vi Paraguay for at tage den korte tur over floden til byen
Posadas i Argentina – sjovt nok med den samme chauffør, som kørte os til
Jesuitruinerne. Efter de sædvanlige grænseformaliteter, var vi i Argentina. Om
vores taxachauffør var mere tilfreds med indtægten denne gang, er svært at vide
– men i det mindste spurgte han os ikke om flere penge.
Fra Posadas havde
vi besluttet os for at tage en bus til Buenos Aires. Da den først kørte kl. 20,
havde vi godt otte timer, der skulle fordrives. Vi startede med lidt frokost på
busstationen, hvor de intet menukort havde. Så valget faldt på to gange
”milaneses”, hvilket viste sig at være noget paneret kød. Dertil en stor cola,
der var ”mucho grande” – 1,5 liter.
En mucho grande Coca Cola
Mens vi sad os spiste, kom en ældre,
argentinsk dame hen til os for at spørge om vej med lokalbussen til centrum. Vi
morede os lidt over, at hun lige valgte de to, som så mest turistede ud,
tydeligvis ikke var fra byen og heller ikke kunne sproget – når der nu var flere
lokale at spørge (hvilke vi da også henviste hende til).
Efter frokost
tog vi ind til centrum (med taxa). Her var der siesta i alle butikkerne –
undtagen på apoteket. Så hvis man bliver rigtig syg, er det da glædeligt, at man
ikke behøver at vente, til siestaen er slut.
Vi havde planer om at bruge
tiden med lidt praktiske gøremål, og da vi havde været på Internettet, satte vi
os på en isbar, mens vi ventede på at vekslestedet skulle åbne igen (akut
pengenød må åbenbart vente til efter siestaen).
På isbaren sad de heldigt
stillede og spiste grotesk store portioner is, mens de mindre heldigt stillede
børn rendte rundt og ledte i skraldespandene efter rester – når de ikke bare sad
og kiggede misundeligt på de isspisende. Det så ikke ud til at røre
lokalbefolkningen, men vi vænner os nok (heldigvis) aldrig til det.
Først et glas whisky i bussen
Efter
at have fordrevet nogle timer i byen og yderligere nogle på busstationen, ankom
vores bus og vi komme ombord. Vi vidste, at det var en luksusbus, men vi havde
alligevel ikke forestillet os, at den var så lækker. Her kunne vi kort tid efter
afgang finde os selv halvt liggende i de brede sæder med en whisky i hånden
(senere var det et glas champagne), mens en steward – iført ikke hvide, men
plastichandsker – forberedte et mindre måltid. Men det bedste var alligevel, at
der mellem os og passagerne foran vel var omkring to meter, så sæderne kunne
lægges helt ned, uden at komme i nærheden af dem.
Derefter et glas champagne
I alt var der 28
passagerer i bussen, som havde betalt 200 kroner – dvs. i alt 5600 kroner.
Utroligt at det kan dække bustransport i 12 timer, en (eller flere) chauffører
og en steward – foruden de faste udgifter som indkøb og vedligeholdelse af
bussen, husleje på busterminalen og salgspersonale.
Efter en god nats
søvn (der kun blev spoleret af en ekstrem høj spillende videofilm i starten af
turen – noget der åbenbart opfattes som luksus i hele verden), ankom vi til én
af de 75 holdepladser på Buenos Aires’ busterminal – sammen med alle de andre
busser, der holdt i en lang kø, for at komme frem. Alle så ud til at ankomme til
byen samtidig.
Det er svært ikke at sove godt i sådan en luksusbus
Vi havde udvalgt os et hotel på forhånd, men da vi kom
frem, kunne vi konstatere, at der var fyldt. Det samme var der på de næste, vi
prøvede, men til sidst lykkedes det os at finde et sted. Det var hverken det
første eller det bedste, men vi orkede ikke at slæbe mere rundt på vores bagage.
Stedet er ejet af to ”gamle nisser”, som helt sikkert er meget søde, men som
vist er blevet for gamle til at drive hotel. I hvert fald er de for gamle til at
gøre ordentlig rent, hvilket stedet også bærer præg af.
Det er ellers en
utrolig flot bygning, der med lidt maling kunne gøres virkelig indbydende. Vores
værelse har godt 5,5 meter til loftet, hvilket er mere end selv de bedste
herskabslejligheder i København. Problemet er bare, at det ligger lige ved
receptionen/indgangen – kun adskilt af to tynde (og utættet) fløjdøre, og med
åbne vinduer øverst (der sidder så højt, at vi ikke kan nå dem). Derfor kan vi
også høre, hver gang nogle kommer hjem, telefonen ringer og ikke mindst støj fra
gaden – alt sammen yderligere forstærket af de høje lofter – hvilket gør det
meget svært at finde ro.
Vi har da også valgt at tage konsekvensen, og
efter en del søgen i går, fandt vi et sted, der godt nok er tre gange dyrere
(det første sted er nu også billigt), men hvor vi faktisk kan få sovet. Og hvor
alle ikke kan grine af os, når vi ligger på værelset og øver os med vores
spanske parlør.
Begge steder ligger meget tæt på centrum, hvilket er
attraktivt. Buenos Aires har en hyggelig gågade, der i går formiddags, var fyldt
med mennesker som en lørdag formiddag på Strøget om sommeren – til trods for det
kun var fredag. Sjovt nok var det omvendt her i dag, hvor det rent faktisk var
lørdag formiddag, men hvor der stort set ingen mennesker var. Hvor de så i
stedet er, kan vi kun gætte på. Måske fester de så meget, at de i stedet ligger
i sengen derhjemme.
På gågaden foregår der en masse. Argentina er kendt
for deres billige skindtøj, hvilket de lokale handlende da heller ikke undlader
at gøre opmærksom på. Alle steder står de og deler ”flyers” ud, der fortæller
hvorfor man lige præcis skal vælge deres butik. De har ikke problemer med at
komme af med dem, men efter at folk lige har kigget på dem, ryger de direkte i
skraldespanden, så det er nok tvivlsomt, hvor meget det hjælper.
Tango på gågaden i Buenos Aires
Gågaden
lader heller ikke Strøget noget tilbage, hvad angår optræden. Men det er nok
ikke så tit, man ser tango i København. Her stiller et par damer og mænd sig op,
og så danses der ellers. Men det er ikke kun de professionelle, som danser. Når
de lokale bydes op, er de ikke sene til at springe til og danse – foran en masse
fremmede mennesker.
Det bedste der skete i går var dog, at vi fandt en
butik med engelske guidebøger. Efter at have klaret os med en meget overfladisk
bog, der dækker hele Sydamerika, fik vi fat i nogle landespecifikke bøger om
Argentina, Uruguay, Bolivia og Peru. Og ikke mindst fik vi en spansk/engelsk
parlør og en ordbog.
Vi har dog taget konsekvensen at vores manglende
spanskkundskaber, hvor en ordbog ikke er nok – og har meldt os til et
spanskkursus. Fra mandag og fem dage frem, skal vi på skolebænken i fire timer
hver dag, og lære en smule spansk. Naturligvis kommer vi hverken helt eller
halvt til at snakke flydende spansk, men det skal helst lære os nok til, at vi
selv kan arbejde videre med det.
I går aftes gik vi en tur på gågaden
inden vi skulle spise, og her kom vi forbi en af de sædvanlige spillehaler. Et
specielt spil tiltrak dog vores opmærksomhed – et dansespil. Her står man på en
stor plade med fem felter, og skal så i takt til musikken hoppe på de symboler,
der samtidig vises på skærmen – hurtigere og hurtigere efterhånden som
sværhedsgraden stiger. Det var utrolig, hvad de unge kunne – det så næsten ud
som om det var professionelle dansere. Spillet kommer sikkert (eller er måske
allerede kommet) til Danmark, og når ungdommen jo ikke for motioneret nok, men i
stedet sidder foran computeren, kunne det jo være en god kombination – spillerne
(danserne) fik i hvert fald sved på panden.
En noget hurtigere dans end tango
Aftensmaden blev spist på en
nærliggende restaurant. Marianne fik en laksesteak, mens jeg fik en 600 gram
stor bøf – og det ved jeg, fordi de reklamerede med det på menukortet. Sådan en
sag fylder godt på en tallerken, men det lykkedes mig at komme igennem den (og
klemme en lille dessert ned bagefter) – nok ikke noget, der er sundt at gøre
hver dag.
En velvoksen, argentinsk steak på 600 g.
Efter en nat med en del søvnafbrydelser, hver gang nogle kom
hjem (eller en bil bremsede hårdt), gjorde vi os i dag klar til at tage mod den
lokale kirkegård. Det lyder ellers ikke som en seværdighed, men her i Buenos
Aires har de rige et sidste hvilested, der sagtens kan leve op til det, de havde
i levende live. I række efter række står der små paladser, der i virkeligheden
er familiegrave. Så hvis man har penge nok – og ikke mindst det rigtige
efternavn, så kan man ligge der. Hvis ikke, så må man nøjes med noget mindre
prangende et andet sted.
Cementerio de la Recoleta kirkegården i Buenos Aires
Den mest kendte grav er Evita Perons – og den er
da heller ikke svær at finde. Man følger bare strømmen af turister. I sig selv
er den ikke noget særlig, men den har en stor symbolværdi for argentinerne, så
der ligger altid blomster.
Evita Perons grav
Udenfor kirkegården var der et marked, hvor vi
fik købt lidt souvenir – noget der ellers ikke har været så meget af (hvilket
nok mest har ærgret Marianne).
Den næste lille uge vil vi nyde her i
Buenos Aires med en kombination af undervisning, sightseeing og så ellers
almindelig afslapning. Det sidste er der rig mulighed for på de mange gode
caféer, som Buenos Aires også kan byde på.