Dagen i går var sat af til afslapning og praktiske gøremål, men det var nu
ikke det hele, der gik som planlagt.
Vi havde samlet en del ting, vi
ville have sendt hjem og vi havde også fundet posthuset på et kort. Men på vejen
slog det os, at det jo faktisk var søndag (noget man ikke er så bevist om, når
man er ude at rejse), og selv her i ”de varme lande” er der altså ikke åbent på
posthuset en søndag. Så vi må slæbe videre på vores overflødige bagage lidt
endnu.
Efterhånden trængte vi også ret kraftigt til at få vasket vores
tøj, så vi havde efterladt to store poser til hotellets vaskeservice om morgenen
– med lovning på at det ville være færdigt i løbet af eftermiddagen. Men da vi
kom tilbage ved firetiden, stod de to poser stadig urørt i receptionen – og de
kunne desværre ikke sige andet end at vaskeriet nu var lukket. Så vi måtte atter
hanke op i vores snavsetøj.
Egentlig havde vi planlagt at blive på
hotellet endnu en nat, men da vi spurgte om det var muligt, kunne manden i
receptionen ikke svare. Vi måtte komme igen næste morgen – hvilket betød, at vi
ikke kunne vide, om vi skulle pakke eller ej. Efter den oplevelse samt den
manglende vask af vasketøj, lavede vi om på vores planer og besluttede os for at
tage til Brasilienssiden i dag.
I går aftes bestilte vi (igen) oksebøf på
en restaurant, og selvom vi ikke troede det var muligt, viste den sig faktisk at
være endnu større end dem, vi tidligere havde fået. Som om det ikke var nok med
én, stor bøf, fik vi to. Til sammen var der nok kød for 150 kroner i danske
supermarkedspriser. Og hernede koster det 30 kroner på en restaurant.
Utroligt.
I morges forlod vi vores hotel, som vi faktisk var blevet enige
om, ikke var så fantastisk. Værelserne var sådan set fine nok (bortset fra at
der var utrolig lydt), men detaljerne på hotellet manglede. Ved poolen var der
kun et par liggestole og ikke mange flere almindelige stole, så hver dag var der
folk, som hverken kunne sidde eller ligge. Men værst af alt, så var personalet
ikke særlig gæstfrie.
Derfor var det også dejligt at opleve den
modtagelse vi fik på vores nye hotel. Her blev vi mødt med et ”Welcome – can I
help you”. Alene det, at de snakker engelsk, er en befrielse. Og da vi lidt
senere ville tage imod vandfaldene, fik vi et mindre foredrag om busserne,
priser, tidspunkter osv. En helt anden holdning en på vores forrige
hotel.
Vi kom af sted med bussen – efter nogle mindre problemer med at
finde det rigtige stoppested. Heldigvis var der en betjent, som rent faktisk kom
løbende efter os, for at vise vej. Det er den slags små oplevelser, der giver et
positivt indtryk af stedet (og landet). Hvis vi ikke havde haft andre
oplevelser, ville vores opfattelse jo være, at brasilianerne er nogle søde og
hjælpsomme mennesker – mens argentinerne er sure og uimødekommende. Heldigvis
har vi haft andre oplevelser, der giver et lidt mere nuanceret
billede.
På hotellet anbefalede de en fuglepark, der har det specielle,
at man går rundt inde i burene, så man kan komme helt tæt på fuglene.
Receptionisten havde angivet prisen i US-dollars, hvilket undrede os lidt, da
det ellers ikke er noget man gør. Men det viste sig, at prisskiltet også var i
dollars derude. Og da vi betalte i den lokale valuta (kaldet Real), gav de en
meget dårlig kurs. Rent underligt at det ikke kan svare sig at betale med lokale
penge.
Tukan i fugleparken Parque das Aves
Men parken var en god oplevelse. Vi så masser af fugle helt tæt på
– bl.a. tukaner og papegøjer (samt nogle andre, mere ukendte arter). På et
tidspunkt kom en papegøje så tæt på, at den kravlede op på min rygsæk og
begyndte at bide i stropperne. Ret sjovt, selvom jeg dog efterhånden blev lidt
nervøs for at den skulle bide dem i stykker.
Brasiliansk papegøje
Efter fugleparken var det
tid til at se vandfaldene for sidste gang – denne gang på den brasilianske side.
Vi var blevet advaret om, at det måske ville være lidt skuffende, og ganske
rigtigt. Det var helt sikkert også flot her – man kunne se flere vandfald på en
gang, men da afstanden derved også var større, var det svære at fornemme de
store kræfter. Alligevel er vi glade for, at vi så der fra begge sidder. Ellers
skulle vi have gået og spekuleret på, om vi var gået glip af noget.
Iguazu set fra Brasilienssiden
Da vi
kom tilbage til hotellet, hoppede vi i poolen. Eller pool er måske så meget
sagt. Den virker ikke meget større end et badekar, men det betyder nu ikke så
meget, så længe man kan få sig en forfriskende dukkert.
Den bedste
oplevelse var dog bagefter. Da vi ankom til hotellet, afleverede vi vores tøj
til vask, og nu har vi lige fået det tilbage. Selvom det er svært at forestille
sig, når man normalt bare smider tøjet i vaskemaskinen, så var det en hel
befrielse igen at have en stor stak rent tøj.
I morgen tager vi videre
over grænsen til Paraguay, hvor vi satser på at fange en ny bus, der skal bringe
os videre til en ny by. Her skal man ifølge guidebogen kunne se ruinerne af
nogle Jesuit-bebyggelser.