Så lykkedes det os at sætte kryds ud for den sidste ”det skal vi se i
Rio”-ting – den berømte 38 meter høje Kristusfigur i beton, der står i en højde
af 796 meter og skuer ud over byen.
Corcovado - den 38 meter høje Kristusfigur
Der er to muligheder for at komme op
til toppen – taxa eller togbane. Vi valgte den sidste. Om det var et godt valg,
kan nok diskuteres, men med alle de mennesker, som ville op til toppen, var det
vist et valg mellem ”pest og kolera”.
Efter at have stået i kø i et
kvarters tid, får vi købt vores billet. Men hvorfor er det, at det altid skal
tage så lang tid for folk, at betale for en billet? Det er det samme alle
steder. Man venter og venter, og når det så bliver ens tur, siger man ”to
billetter”, lægger pengene og får to billetter plus evt. byttepenge. Og det
tager vel i omegnen af ti sekunder. Hvorfor det behøver at tage meget længere
tid, er os en gåde.
Men vi fik vores billetter og stillede os op på
perronen, bare for at kunne konstatere (efter at have ventet yderligere et
kvarter), at vi stod det forkerte sted – vi havde nu også undret os over, at der
ikke var flere mennesker.
Over i en anden kø. Her gik det relativt
hurtigt med at komme fremad – bare for igen at finde ud af, at vi ikke kunne
komme med. Denne gang viste det sig, at der stod et klokkeslæt på billetten. Så
det var først vores tur 40 minutter senere – dvs. i alt en time og et kvarter
efter, vi var ankommet til stationen.
Da det endelig blev vores tur,
kunne vi da også se andre komme helt frem, bare for at blive smidt væk igen på
grund af det forkerte klokkeslæt. Men så kunne de jo passende lægge en masse
penge i kioskerne og souvenirboderne imens – noget af en turistfælde, specielt i
forhold til prisen på godt 70 kroner pr. billet, hvilket er rigtig mange penge
hernede (til sammenligning koster en busbillet ca. 3,50 krone).
Endelig
kom vi af sted. Vi havde haft en forventning om en god udsigt på vejen op (og
havde endda fået placeret os i den af guidebogen anbefalede side) – men der var
nu ikke meget at se andet end høj junglebevoksning. Enkelte steder fik vi dog
udsigt til vejen derop, og den mulighed var nu nok ikke gået meget hurtigere.
Her holdt taxaerne i lange køer.
Ved billetlugen stod der, at selskabet
fralægger sig ansvaret for ændringer i vejret, når man kommer til toppen. Det
grinede vi en del af (selv amerikanerne er vel ikke bange for at blive sagsøgt
for vejrændringer), men med den ventetid, vi havde været igennem, var det lige
før, vi forstod, hvorfor det var nødvendigt at skrive.
Posering foran Corcovado
På toppen var der
mange mennesker – rigtig mange. Og da alle jo skal have det obligatoriske
billede af dem selv med Kristusfiguren i baggrunden, var det noget af et kaos.
Skubben og masen, folk som desperat kæmpede for at få et billede af deres
familie uden alle mulige andre kom ind foran kameraet.
Endelig er det vores tur
På mange måder
minder konceptet omkring Kristusfiguren om Den Lille Havfrue (bare i
overstørrelse). Selve statuen er ikke noget særligt (ud over at den er
imponerende i sit omfang), men det er mere symbolværdien. På samme måde som Den
Lille Havfrue er kendt over hele verden som symbol på København (og vel også
Danmark), er det Kristusfiguren, der symboliserer Rio.
På et punkt
adskiller de to ting sig dog – omgivelserne. Mens Den Lille Havfrue står i nogle
omgivelser, der vel må kaldes kedlige, så er Kristusfiguren placeret et
fantastik sted. Nede i byen kan den ses fra alle steder, og fra toppen kan man
se hele byen – Copacabana, Maracanã stadionet og centrum – alle de steder, vi
har været. Så det var da helt sikkert hele besværet værd.
Sukkertoppen set fra Corcovado
Turen ned gik
lidt hurtigere, men efter at have brugt dobbelt så meget tid på transport som
oppe på toppen, trængte vi efterhånden til at komme tilbage til hotellet.
Heldigvis kom der en bus næsten med det samme, og han kørte godt til (som de
stort set altid gør hernede).
I dag er så sidste dag i Rio. Karnevalet er
slut og vi er klar til at tage videre. Vi fik set alle de planlagte
turistattraktioner, men vi ærgrer os lidt over, vi ikke fik set lidt mere til
den folkelige del af karnevalet.
Sambaskolernes parade står stadig som
noget helt fantastisk, men vi ville gerne have oplevet lidt flere af de spontane
optog og fester. Oprindelig havde planen jo været, at vi skulle se alle
turistattraktionerne de første dage vi var i Rio, så vi kunne koncentrere os om
karnevalet i anden omgang. Men den plan ødelagde det dårlige vejr jo. Alt i alt
har vi dog været heldige med vejret. Når det nu skulle være, var det da rart, at
de gode vejr viste sig her til sidst, hvor vi for alvor havde brug for
det.
I morgen tidlig er det så tid til at rejse videre til Foz de Iguazu
– verdens største vandfald på grænsen mellem Brasilien, Argentina og
Paraguay.