Efter tre dage med heldagsregn, er vi efterhånden ikke helt så overraskede
over, at der er så frodigt her i Rio. Til gengæld er vi ved at løbe tør for
idéer til, hvad vi kan lave – til trods for vi ikke engang har set de tre
største attraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen og Copacabana (sådan må
nærmere hold med sol og masser af mennesker). Heldigvis er der jo noget tid
under karnevalet, selv om det jo så bliver sammen med en masse andre
turister.
Copacabana er stadig stort set øde
Alle har jo et billede af, hvordan der ser ud på Copacabana –
masser af solbrændte mennesker, beachvolley og sol fra en skyfri himmel. Men det
Copacabana, vi har set indtil nu, kan ikke være meget længere fra. Heldigvis ser
det ikke ud til at påvirke de lokale sælgere og restaurantejere, som jo ellers
må lide hårdt under vejret. Her er stadig plads til smil, og det dårlige vejr
forhindrer dem da heller ikke i at stå udenfor restauranterne og prøve at skaffe
kunder. Nu foregår det bare under en paraply.
To ældre, hyggelige tjenere
Normalt gider vi ikke
rigtig gå ind de steder, hvor de står og råber efter én, men i forgårs lod vi os
lokke af en hyggelig, ældre tjener til at gå ind og få en øl på hans restaurant.
Vi beder om to øl, men får i stedet en isspand med fire øl. Helt klart et
salgstricks til at sælge mere, og han når da også at åbne en tredje øl, inden vi
får set os om. Men det gør nu ikke så meget, for vi morer os meget godt.
Tjeneren kan ikke mange ord engelsk, så i stedet snakker han portugisisk til os,
der jo ikke er vores stærke side. Derfor forstår vi heller ikke meget, men da
der kommer et krydstogtskib forbi, siger han ”mucho grande”. Og det forstår vi,
hvilket resulterer i, at han bliver ved med at gentage det igen og igen. Da vi
er ved at forlade stedet, når han også lige at få svar på, hvor mange
”bambinoer”, vi har.
Der er stadig måder at holde humøret oppe på
Da vi vågnede i går morges var vejret faktisk lidt
bedre. Det var stadig overskyet, men meget lysere – og vigtigst af alt – det
regnede ikke. Så vi pakkede hurtigt vores ting, og lod regnjakken ligge på
hotellett. Vi havde dog kun lige sat os ind i taxaen og var på vej mod den
botaniske have, før regnen igen startede – og derfra blev det faktisk kun værre,
så begrebet ”regnskov” fik desværre en helt ny betydning. Derfor valgte vi da
også at bruge resten af eftermiddagen på værelset med kortspil.
En anden måde at holde humøret højt
I går
aftes holdt det så faktisk op med at regne, så vi besluttede os for at gå en tur
langs Copacabana. Pludselig var der også meget mere liv (dog uden det nærmer sig
det der er, hvis vejret er godt). På stranden blev der spillet beachvolleyball
og foldbold – og sælgerne var også kommet frem igen. Det sidste skal man vænne
sig til igen. Nu har vi jo prøvet det før på vores andre rejser, men det er nu
aldrig sjovt at se de sølle eksistenser, som må leve af at sælge nødder, pudse
sko osv. Heldigvis tager de fleste det med et smil – det må jo ligge til deres
mentalitet.
Vejrudsigten for i dag (set fra et hotelvindue), ser ud til
at være noget i stil med ”overskyet og muligheder for lidt regn. Muligvis mere
udbredt regn i løbet af dagen”. Forhåbentlig kan man tilføje ”Eventuelt
muligheder for lidt sol” – men det er måske lidt for optimistisk at håbe på.