Vi må vist revurdere vores opfattelse af troperegn. Eller også er det bare
ikke troperegn. Under alle omstændigheder er der ikke bare kommet en enkelt kort
byge. I stedet har det nu stort set regnet to dage i træk, kun med enkelte
ophold og ingen udsigt til solen. Temperaturen er da også faldet med over ti
grader, så den nu er nede på 20 grader.
Udsigt til en regnvåd Copacabana
Normalt er Copacabana fyldt med
mennesker, men lige nu ligner det mere Vesterhavet en efterårsdag. Det er kun de
mest hårdføre, som trofast spiller fodbold på stranden. T-shirtsælgerne ser da
også lidt triste ud.
Det dårlige vejr har også betydet, at vi har måtte
ændre vores planer. Der er ikke meget sjov ved at besøge Sukkertoppen og
Kristusfiguren, da en meget stor del af attraktionen er udsigten. I stedet har
vi måtte kigge os om efter alternativer indendørs.
I går besøgte vi
”Museet for Naiv Kunst” – et museum fyldt med malerier, der på ingen måde
overholder de gængse regler for perspektiv og det gyldne snit. Til gengæld er de
meget farvestrålende og festlige, selv om man dog kan have nogle af malerierne
mistænke for at være malet af områdets børnehavebørn. Sjovt var det nu at se
samlingen fra hele verden, bl.a. et enkelt fra Danmark (forestillende miljøet
omkring en samling kolonihavehuse).
En lille bid af Danmark i Rio
Vi var også forbi Rios turistbureau
for at købe billetter til karnevalsparaden – men alt udsolgt. Heldigvis er det
jo sådan, at alt kan skaffes, så selv om det var til tredobbelt pris, fik vi to
billetter hos et rejsebureau. Det ville jo også være skidt at komme til
karnevalet i Rio uden at kunne se den store parade.
Efter at have gået
rundt i regnen en hel dag, var vi godt gennemblødte (nej, vi havde ikke
regnjakker på), så aftenen tilbragte vi på vores værelse med læsning og
kortspil.
I morges var det stadig dårligt vejr, så der var kun en ting at
gøre – finde byens største center og gå på shopping. Heldigvis er mulighederne
også gode her. Rio kan tilbyde et center med 400 butikker, og det lykkedes os da
også at tilbringe en del timer med at udvide rejsegarderoben lidt (og for en
gang skyld var jeg den flittigste indkøber). Sjovt nok blev vi i mange af
butikkerne tiltalt på portugisisk (selv om de også snakkede engelsk), så vi må
jo være ved at kunne gå for at være lokale. Da vi jo tydeligvis ikke har fået en
mørkere farve af solen, må det jo være vores efterhånden omfattende ordforråd,
der gør udslaget.
Havenisserne nyder tilsyneladende regnen
Indtil videre holder vi humøret oppe, men hvis det
dårlige vejr fortsætter, ved vi snart ikke, hvad vi skal foretage os. Rio er jo
ikke rigtig gearet til indendørsaktivitet. På skræmmende vis føler jeg lidt dejá
vu i forhold til den gang, jeg var i Sydney. Her regnede det også hele tiden,
til trods for det var sommer og burde være super vejr.
Nå, men vi får da
afprøvet vores fleecetrøjer og regnjakker – og de fungerer da heldigvis.