Efter nogle hårde dage til lands og til vands (men for en gang skyld ikke i
luften), er vi nu nået frem til Luang Prabang. Den nemme løsning havde jo været
at flyve hertil direkte fra Chiang Mai, men som man siger, så er "vejen jo
målet". Den store fornøjelse har turen hertil dog ikke været - men en oplevelse
kan man da godt kalde det.
Første del af turen var fra Chiang Mai til
grænsebyen Chiang Khong. Vi havde fået at vide, at busserne kørte hele dagen, så
for at nå frem inden grænsen lukkede, tog vi tidligt af sted. På vejen stoppede
vi ved posthuset for at sende nogle ting hjem. Da vi nåede frem, viste det sig,
at bussen ikke kørte hele dagen, og vi derfor skulle vente tre timer inden vi
kunne komme af sted. Det betød også, at vi godt kunne vinke farvel til
muligheden for at komme over grænsen samme dag.
Bussen vi havde taget til
Kho Samet havde været en rigtig god bus med mere end rigelig aircon, så denne
gang havde vi været kloge nok til at tage vores fleecetrøjer med ind i bussen.
Men det fik vi absolut ikke brug for.
En meget udslidt bus
Selve bussen var et gammelt vrag
med meget dårlige støddæmpere, total nedslidt og med en stort set ikke
eksisterende aircon (så ingen brug for fleecetrøjer her). Det i sig selv havde
været til at klare. Det største problem var, at selv om bussen var normal
bredde, så var der lige puttet et ekstra sæde ind, så der var fem sæder i hver
række i stedet for fire. Og da der samtidig ikke var plads til håndbagage over
sæderne, sad vi mast godt sammen. Det var syv meget lange timer inden vi nåede
frem til Chiang Khong.
Heldigvis fandt vi et godt guesthouse med en meget
hjælpsom fyr, som sørgede for visum og billet videre for os. Godt trætte gik vi
seng.
Klar til af forlade Thailand
Næste dag var det igen tidligt op. Vi skulle over på den anden side
af Mekong floden til Laos for at fange en båd, der kunne sejle os videre til
Luang Prabang (med overnatning på vejen i Pakbeng). Selve paskontrollen gik ret
smertefrit og efter lidt problemer med manglende navne på en liste, var vi klar
til at gå ombord på båden.
Der er to muligheder for at komme til Luang
Prabang - speedbåd og slow boat. Efter at have kigget på diverse hjemmesider og
i vores rejsebog, havde vi besluttet os for slow boat'en. Selv om den tager to
dage med cirka 8-9 timers sejlads (i forhold til speed bådens 6 timer for hele
turen), så var det en god måde at slappe lidt af på - nyde udsigten, læse en god
bog osv. En anden væsentlig grund til ikke at tage speed båden er, at her sidder
man mast sammen. Og det skulle man ikke gøre på den langsomme båd - men vi blev klogere.
Man kommer hinanden ved på en bådtur til Luang Prabang
Vi kom i god tid og fik også en god plads. Der sad vi så og
ventede - og ventede - mens der kom flere og flere på. Efterhånden blev der helt
fyldt op, men det forhindrede dem ikke i at fylde flere på. Til sidst var der
omkring hundrede på båden, hvilket var minimum 20 procent for mange i forhold
til, hvad der var acceptabelt. Da der efter halvanden times forsinkelse ikke så
ud til at dukke flere op, sejlede vi endelig.
Efter syv timers sejlads
(hvor vi ikke rigtig kunne sidde ordentligt), nåede vi frem til Pakbeng, hvor
der var overnatning. Efter tog dages rejse med meget dårlige forhold, gad vi
ikke rigtig mere. Når man alligevel skal sidde dårligt, kan man jo lige så godt
gøre det så kort tid som muligt, så vi blev enige med to australske piger og et
engelsk par om at tage en speedbåd videre næste dag - en tur på cirka 2,5 timer.
Inden vi gik i seng, nåede vi lige et måltid mad og et par "Beer Lao" (en
udmærket og billig øl).
Pakbeng
I går var det så igen tidligt op, og efter lidt
snakken frem og tilbage, kom vi endelig af sted med speedbåden. Selve båden er
en lille såkaldt "long tail" båd, hvor man sidder to og to på meget lidt plads,
mens bagagen er bundet fast forrest. Selv båden sejler omkring 80 kilometer i
timen, og når det er lige over vandet, føles det meget hurtigt (vel nærmest som
en gokart på vand). Her er det et transportmiddel, men i New Zealand ville man
have betalt dyrt for det.
Det går stærkt i den laotiske udgave af en speedbåd
Efter en halv times sejlads, var første stop -
og det skulle vise sig at blive en tilbagevendende begivenhed med mange stop
undervejs. Pludselig ville vores "driver" have flere penge (selv om vi havde
betalt standardprisen for turen), og da vi ikke ville give ham det, fik vi en
ekstra passager på i stedet (hvilket gav endnu mindre plads). Det var ikke
første gang, vi havde hørt om den slags smånumre. De australske piger skulle
pludselig betale 20 Bath ekstra, for at få deres pas tilbage, og da de ikke
ville det, blev manden meget sur og ville beholde dem - resultatet var, at de
måtte betale.
Vi har snakket om det - i Myanmar oplever man ikke den
slags og i Thailand bliver man da helt sikkert snydt, men det bliver gjort med
stil (som regel uden man opdager det), og ikke som her så åbenlyst. Vores teori
er, at i Myanmar er der ikke kommet så mange turister, så man er begyndt på den
slags, og i Thailand er turistindustrien modnet så meget, at det ved de skyder
sig selv i foden med den slags numre. Nu fortæller vi det videre, og hvis der er
for mange som gør det, så har folk jo ikke lyst til at besøge Laos. I det hele
taget har vi endnu ikke oplevet den berømte laotiske venlighed, som vi ellers
havde hørt så meget om - men forhåbentlig kommer den senere.
Efter endnu
flere stop (et motorstop midt på floden, en mindre reparation af motoren og
afhentning af en fisk), nåede vi endelig Luang Prabang - efter fire timer med
kun 2,5 timers sejlads. På vejen havde vi bl.a. set en vandslange (ja, det må
det jo hedde, når det er en slange, der lever i vandet), og det havde da også
været en spændende tur med fuld fart mellem grene og klipper. Heldigvis var
manden bedre til at styre sig båd end han var til at være venlig (sidst vi mødte
sådan en arrogant type var på det hotel, der lige pludselig ikke havde plads til
os mere).
Luang Prabang er noget anderledes end vi havde forestillet os.
Vi havde godt læst, at byen var lille (med ca. 16.000 indbyggere), selv om den
er Laos' næststørste by (og gammel hovedstad). Men der er en utrolig
provinsagtig stemning overalt - utroligt stille og med næsten ingen bil. Den
store myldretidstrafik er, når skoledagen er ovre, og alle eleverne myldrer ud
på vejen på deres cykler. Vi har også fået en godt hotel med en lille pool, så
tingene er faktisk perfekte - hvis bare folk var lidt venligere.
Gadestemning i Luang Prabang
I går
aftes spise vi aftensmad med de andre fra båden - meget hyggeligt, selv om det
er lidt anstrengende som eneste ikke engelsktalende. Det bliver lidt mere
besværligt, når man først skal finde ud af, hvad man vil sige, derefter
oversætte det inde i hovedet til engelsk og så få det sagt.
I dag sov vi
længe (uden vækkeur) for første gang i rigtig lang tid, og resten af dagen vil
vi bare gå lidt rundt og kigge på byen. Hvad der skal ske de næste par dage er
ikke helt sikkert. Vi overvejer at tage på en trekkingtur herfra, men nu må vi
se.